Tilbage til Historiens
vingesus |
Tilbage til forsiden |
1 |
Bilerne
er ikke blot en del af vores historie, men de
har i høj grad været med til at skabe vores
historie og udviklingen i vores byer. I 1910 var
der 678 personbiler i Danmark. I midten af
60’erne rundede tallet en million. Her i
begyndelsen af 2022 er tallet 2.790.000. |
|
2 |
Tiden
løber, og vi prøver at følge med! Hanen galer
hver gang en ny dag begynder. |
|
3 |
Hvis
man ikke vil gå, løbe eller cykle kan man tage
bussen. Her er det den gamle bus på ruten Ask-Solbjerg-Aarhus,
hvor ”Rutebiljørgen” alias Jørgen Jensen kørte
første tur i 1922. Køreplanen var enkel – to
daglige ture på hverdage og ekstra kørsel om
søndagen og en teatertur torsdag aften. Men når
der var ungskue i Aabenraa, blev turene aflyst,
så han kunne køre landmænd til ungskue. Sønnen
Herluf overtog ruten i 1966 og kørte den, indtil
Aarhus Sporveje købte den 1975, hvor den blev
til linje 52. Linje 52 blev senere til linje 20
og den nuværende linje 17, og ruten er lagt om
flere gange. Og Ask står ikke mere på køreplanen. |
|
4 |
En
vikingetids-hestevogn i kunstnerens frie
fortolkning, eller er det måske en SOL-vogn? |
|
5 |
Tiset
Kirke er en af de fem kirker, der dækker sognene
i Solbjerg og Omegn. De fire andre er Tulstrup,
Hvilsted, Astrup og Vitved Kirker. Der har også
engang for mange år siden været en kirke i
Solbjerg. Rester af fundament og grave er ved
flere udgravninger i 2010-2012 fundet på marken,
der ligger på skråningen ud mod Solbjerg Sø syd
for Gammel Solbjerg. Kirken er forsvundet før
Reformationen, og der er ingen skriftlige
overleveringer om den. Var det pesten, der var
årsag til dens forfald og forsvinden? Eller skal
sandheden findes i de gamle myter, der fortæller
om en kirke, der er sunket i Solbjerg sø, og
hvor man kan høre kirkeklokken ringe fra søens
bund i stille vejr?
Var det en trold eller en ugudelig præst,
der var skyld i kirkens forlis? Det er stadig en
gåde. |
|
6 |
”Solbjerg”
navnet er meget gammelt og har under påvirkning
af svundne tiders dialekter været stavet på
forskellige måder. Det giver mulighed for flere
fortolkninger. Navnet skal muligvis tydes som ”bjerget
hvor solen blev tilbedt”, altså et hedensk
offersted, hvor man tilbad solen, eller måske
bare et sted, hvor man kunne se solen stå op
eller gå ned. Til Toppen |
|
7 |
Dora og
Martha serverede på Ny Solbjerg Ko/Niels Peters
Kro i mange år. Dora holdt ud i 51 år og Martha
nåede også at fejre 40 års jubilæum. De fulgte
med, når kroen skiftede ejere. Hvis der var
gæster, som var frække, så var Dora kendt for at
svinge en våd karklud. Martha brugte
serveringsbakken. De nød stor respekt i
lokalsamfundet. |
|
8 |
Historien om Solbjerg Kro startede i Gammel
Solbjerg. Her lå den kgl. privilegerede kro i
mange år, og det var her gud og hvermand mødtes
og fik de sidste nyheder fra de rejsende, der
her gjorde ophold på turen fra Horsens til
Aarhus og omvendt. I 1870 blev vejen forbi kroen
flyttet længere mod øst på grund af
oversvømmelser fra søen. Kromanden Hans Madsen
besluttede at bygge en ny kro ved den nye vej
lige der, hvor vejen fra Norsminde til
Skanderborg krydsede den nye vej.
Han kaldte kroen for Ny Solbjerg Kro, og
en ny by voksede efterfølgende frem her og blev
kaldt Ny Solbjerg. Kroen blev ombygget og
udvidet mange gange. I 1963 skiftede kroen navn
til Niels Peters Kro efter den nye ejer. I 2005
var det slut med kroen, der blev solgt til
nedrivning. På
hjørnet af Hovedgaden og Østergårdsvej ligger
der i dag en rækkehusbebyggelse, der hvor kroen
lå. |
|
9 |
Kroen
var samlingspunkt for mange festlige
begivenheder i Solbjerg. Der blev opført
dilettant, der var danseskole, keglebaner i
krohaven, biograf, der blev afholdt markedsdage,
auktioner og dyrskue, som trak masser af
mennesker til Solbjerg langvejs fra, og
selvfølgelig var her også almindelig krodrift og
meget mere. Og I nogle år havde de en
snakkesalig papegøje i krostuen, som kromanden
havde betalt dyrt for. Papegøjen undslap, da
bunden faldt ud af dens bur, efter en kontrovers
med en af stamgæsterne. |
|
10 |
Den
smukke præstegård i Astrup blev bygget i 1770 på
foranledning af den unge præst
Christen Begtrup og trods mange
tilpasninger til de forløbne tiders krav, står
bygningen i dag i en meget velbevaret og
oprindelig stand. |
|
11 |
Der
hvor Fritidscentret ligger, blev det første hus
opført i 1886 med genbrug af tømmer fra
nedrivning af Bøgeskov skole. Det var et langt
bindingsværk hus med facade mod gaden. Huset
fungerede først som Afholdshjem i nogle år, og
blev derefter omdøbt til Afholdshotellet.
Seneren blev navnet ændret til Turisthotellet –
i daglig tale ”Turisten” og fik
spiritusbevilling.
En del af ejendommen blev revet ned, og
den nye bygning, der blev opført, står der den
dag i dag. Niels Peter Kro holdt også til her på
adressen i mange år, før Solbjerg kommune i 1963
overtog bygningen til Kommunekontor, og Niels
Peter Jacobsen flyttede over gaden og overtog
Solbjerg Kro, som ved samme lejlighed fik nyt
navn opkaldt efter kroværten. Da Solbjerg
Kommune blev sammenlagt med Aarhus i 1970 blev
huset til Fritidscentret, som vi kender det i
dag. En tidligere solbjergdreng, Eigil
Rasmussen, fik en dag i 2002 den ide, at han
ville give byen en gave.
Sammen med Fællesrådet blev man enige om,
at den rigtige gave ville være et ur på
Fritidscentrets facade mod Hovedgaden. Uret og
kvisten blev hurtig af borgerne døbt ”Stærekassen”.
Og Fællesrådets formand konstaterede, ”At nu
havde Solbjerg en reel mulighed for at følge med
tiden”. |
|
12 |
En af
byens store personligheder HP kommer hen ad
hovedgaden med sin indkøbsvogn/bigshopper. Til Toppen |
|
13 |
Ormestenen lå oprindelig på en mark syd for byen.
Her var der tilbage i 1722 opstået uenighed om,
hvor markskellet mellem Onsted og Fastrup lå.
Bymændene søgte råd hos præsten i
Fruering, der sagde til dem, at de skulle bede
til Gud om et tegn. Det gjorde de, og da de kom
tilbage til stenen, krøb en mægtig orm op af
jorden og hen over stenen, hvor der blev en dyb
fure. Efter den fure blev skellet sat.
Bagermester Schultz og læge Snitker satte sig i
1920 i spidsen for at skaffe Solbjerg en sten
til minde om Sønderjyllands genforening med
resten af landet. Den halvanden meter høje sten
blev hentet hjem fra marken og blev til sidst
opstillet her i anlægget, hvor den har stået
siden. Stenen fik en tekst, en dyb fure og en
skællet orm hugget ind, og har siden ikke heddet
andet end Ormestenen. |
|
14 |
Cykel
Frede var eneboer og en rigtig original, en
begavet én af slagsen. Han kunne fikse alt lige
fra cykler og knallerter til almindelige
husholdningsartikler som støvsugere og
strygejern. Han boede på ejendommen Mustrupvej
26, der også var hans barndomshjem. Og selvom
han kunne ordne det meste, når folk kom til ham
med deres ting, der skulle repareres, så lod han
ejendommen forfalde, så den til sidst var helt
uegnet til bolig. Han endte sine dage på et
plejehjem i Tranbjerg. I Solbjergbogen nr. 5 kan
man læse mere om Cykel Frede. Bogen kan købes på
Lokalarkivet. |
|
14a |
Der er
mange historier om Cykel Frede. En af dem
fortæller, at kroejeren en aften, hvor Frede
havde fået en del øl på kroen, besluttede at
køre ham hjem i sin bil. Der var et voldsomt
snevejr, og kromanden mente, det var
uforsvarligt for Frede at cykle hjem. Da de var
nået et stykke, sad bilen fast i en snedrive. På
grund af Fredes tilstand foreslog kromanden, at
Frede satte sig bag rattet, og han selv gik om
bag bilen og skubbede. Kromanden var stærk, og
efter et par forsøg var bilen fri. Til hans
overraskelse kørte Frede videre uden at stoppe,
og kromanden måtte gå tilbage til kroen i
snevejret. Mon ikke den episode har udløst en
karantæne til Cykel Frede! |
|
15 |
I
1880’erne skød der andelsmejerier frem overalt,
så bønderne kunne sende deres mælk på mejerierne
til videre forarbejdning til ost, smør, fløde
osv. Transporten foregik i starten med
hestevogne. Mælkekuskene fik tit også andre
opgaver i lokalsamfundet.
Bønderne kunne sende deres bestillinger
med mejeriets mælkekusk til købmanden, som så
pakkede de bestilte varer, mens mælkekusken
afleverede mælk fra bønderne på mejeriet, og så
tog han varerne med retur, når han igen kørte ud
i oplandet. I 1960’erne blev hesten skiftet ud
med en traktor foran mælkevognen. I dag forgår
transporten af mælk fra bønderne til mejerierne
i en stor køletankbil. |
|
16 |
Landbruget præger en stor del af Solbjergs
opland, men trods det vakte det megen opsigt, da
tre kvier pludselig holdt deres indtog i
Hovedgaden og blandede sig med trafikken. To af
kvierne blev heldigvis indfanget og kom tilbage
til deres indhegning i Tander. Den tredie blev
uheldigvis kørt ned af en bil og måtte aflives. |
|
17 |
Vejene
blev gradvist indtaget af biler, og det stillede
store krav til vejenes tilstand. Bagermester
Schultz var utilfreds med de hullede veje. Han
inviterede derfor sognets vejudvalg på køretur i
sin private bil, og de ærede medlemmer fik syn
for sagen. For da bagermesteren speedede op på
den hullede vej, landede én af dem på bunden af
bilen, og en anden fløj op i taget, hvor han
slog hul i hovedet.
Vejen blev herefter straks udbedret. Til Toppen |
|
18 |
Bagermester Carl Schulz var stor iværksætter Der
er mange historier om hans engagement og
iderigdom. Han gik blandt andet meget op i
fjerkræ og tog på verdensudstilling i London i
1930 og kom hjem med fem medaljer – her af tre i
guld - for sine gæs og ænder. Han holdt også
høns, for selv at kunne levere æg til bageriet.
Desværre blev hønsene ikke passet så godt og
kunne derfor ikke altid levere varen. Men det
var han for stolt til at indrømme overfor konen,
så han købte æg hos bønderne, når han var på
landtur og kom hjem med kurven fuld.Schulz havde
en doven puddelhund, der hed Bjørn. Når solen
skinnede, lagde den sig sommetider midt på vejen
og sov. Selv om der var få biler dengang, endte
den naturligvis med at blive kørt over.
Bagermesteren holdt en stor begravelse og
inviterede alle byens børn med – til kakao,
wienerbrød og flødeskumskager.Da bagermesteren
var af tysk afstamning og talte de ubudne
gæsters sprog, blev han under krigen sat til at
organisere indkvartering af tyske soldater i
Solbjerg og omegn. Men han var samtidig også
aktiv med at hjælpe flygtede tyske jøder med et
fristed i Solbjerg. |
|
19 |
Bagermester Carl Schulz overtog
bagerforretningen på Hovedgaden 59 i 1917. Han
startede med selv at gå på sine ben ud til
gårdene i omegnen og sælge sine brød, og han
endte med at drive Danmarks største landbageri.
Han var politisk engageret og gjorde Skanderborg
kredsen til Retsforbundets bedste, han stod i
spidsen for sænkning af vandspejlet i Solbjerg
sø, han oprettede en dyrepark, et lille museum,
en folkepark Solbjerghaven og drev et konditori
med plads til 100 gæster – og meget mere. Han
var kraftbagepulveret fra Solbjerg. I 1923
brændte det gamle bageri, og Schultz opførte den
nuværende ejendom med nymodens mansardtag.
Bageriet overgik til sønnen Osvald Schultz ved
Carls Schultz ’ død i 1950. |
|
20 |
Carl
Schultz købte og drev Fastrup Mølle. Han bad en
mand om at male møllen for sig, og ventede på at
få et maleri af møllen. I stedet fik han en
regning på maling af møllens træværk fra hat til
jord. På gårdens marker ligger i dag
Møllegårdsparken. |
|
21 |
I den
ene ende af Solbjerg Andelsmejeri var der
indrettet et baderum, hvor byens borgere mod
betaling kunne få sig et varmt bad. Der var ikke
mange, der på den tid havde indlagt vand i
husene, så det var et godt tilbud. Det varme
vand kom fra mejeriets store dampkedel. Til Toppen |
|
22 |
Vigtige
årstal i Solbjergs historie: 1871 – Hans Madsen, Solbjergs ”grundlægger” byggede Ny Solbjerg Kro, da landevejen blev lagt udenom Gammel Solbjerg med den daværende kro. 1963 - Solbjerg Kommune blev oprettet ved en sammenlægning af Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune og Tiset Kommune 1970 – kommunalreformen. Solbjerg bliver en del af Århus Kommune |
|
23 |
Og
svanen flyver videre mod nye tider. |
|
24 |
Keglebanen på kroen var en uundværlig
forlystelse på den tid. Banen lå bag kroen og
dannede sammen med andre bygningsværker den
indre gårdsplads med frugttræer, brønd og
vandpost og ikke at forglemme et gasværk, da
kroen var udstyret med gasbelysning i
hovedbygningen. I gården færdedes al slags fjerkræ, høns, ænder, gæs, duer samt kaniner. |
|
25 |
I
Astrup Mose blev der gravet tørv under anden
verdenskrig. Tørvene blev brugt til brændsel i
de små hjem. Stedet består af mange små moser,
som ligger ved siden af hinanden som små søer i
landskabet, og rummer en god bestand af gedder,
aborrer, brasen, skaller, suder og ål. Fiskekort
kan købes i Kiosken (Solbjerg Bageri). Til Toppen |
26 |
Hvad
gør man, når jorden omkring den nybyggede skole
er blevet stenhård? Man beder børnene tage
regnorm med hjemmefra og sætter ormene i gang
med jordforbedring. Den nye sportsplads led af ”traktose”.
Derfor fik eleverne tilbud om ti kroner for
hvert kilo regnorm, de kunne levere. |
|
27 |
Solbjerg Hovedgade 67 er bygget i 1907 af
modehandlerinde Marie Christensen. Hun havde
først forretning i den sydlige ende af
Afholdshjemmet (Hovedgaden 88), men byggede så
huset her og flyttede sin forretning hertil. Hun
kunne nok ikke leve af at pynte hatte til egnens
damer og havde derfor også systue, hvor byens
unge piger kunne lære kjolesyning. Der har i
tidernes løb også været bank og postekspedition
i ejendommen. |
|
28 |
Ny
Solbjerg Mejeri lå der, hvor der i dag er
butikstorv med genbrugsbutik, pizzaria, fotograf,
herrefrisør/barber og værtshus – også tidligere
kaldet Solbjerg Midtpunkt.
Mejeriet
var en statelig bygning, det blev indviet 1. maj
1905 og betjente området Solbjerg, Astrup,
Onsted, Hvilsted og Fastrup. Den første mejerist
var Henrik Lund Andersen. Hans datter Lilly har
skrevet sine erindringer om barndommen i
mejeriet og livet i byen for cirka 100 år siden.
De er udgivet som et lille hæfte, der kan købes
i Lokalarkivet. Mejeriet var aktivt i 62 år og
blev nedrevet i 1969. På grunden var der først
en benzinstation, men senere blev butikstorvet
bygget, og her har gennem tiderne været mange
forskellige forretninger, blandt andet bank,
posthus, lægeklinik m.m. |
|
29 |
Spor i
landskabet og forskellige fund viser, at der har
været menneskelig aktivitet i området i rigtig
mange år. Der er blandt andet fundet
stenredskaber fra stenalderen, sværd spyd og
stigbøjler fra bronze og jernalderen. Ligeledes
er der fundet potteskår fra keltisk jernalder
200 år før vores tidsalder. Der er også fundet
guldringe fra – nej det var ingen guldalder! Til Toppen |
|
30 |
På
næsset ned mod søen i Gl. Solbjerg, lå der
tilbage i 1600-tallet seks gårde. Deres jord var
splittet op i små agre rundt i hele området. Det
var upraktisk og jorden blev derfor efterhånden
udskiftet dvs. opdelt, så hver gård havde jorden
i et samlet stykke i en stjerneform ud fra byen.
Med tiden blev gårdene flyttet ud på de nye
marker. Nu er gårdene helt forsvundet, jorden er
udstykket og villakvartererne har taget over.
|
|
31 |
Telefoncentralen i Solbjerg
startede i 1901, da der var ni abonnenter i byen.
På centralen satte man manuelt abonnenterne i
forbindelse med hinanden og omverdenen. Det var et fuldtidsjob, da der også
var
svarepligt om natten. Så når klokken ringede i
soveværelset, var det bare ud af fjerene og ind
og viderestille telefonopkald. Var
telefoncentralen sin tids Facebook? I 1957 var
der cirka 350 abonnenter, og i årene efter blev
telefonvæsenet automatiseret. Abonnenterne fik
nye apparater med drejeskive og kunne således
selv fortage opkald. Centralen blev
fuldautomatisk og flyttede i 1969 til et nyt hus
på Kærgårdsvej 6.
Siden er udviklingen gået stærkere end
nogen havde fantasi til at forestille sig! |
|
32 |
Vand-Mari
og Vand-Søren boede i et lille bitte
bindingsværkshus ved Møddebroen - lige overfor
mejeriet. Navnet havde de fået, da vandstanden i
Løjenkær bæk ofte stod så højt, at træskoene var
sejlet væk, når beboerne skulle op i dagningen.
De havde to geder, som de malkede ved fælles
hjælp under stort postyr. Hun hjalp også til på
mejeriet og gårdene, når der skulle slagtes gris
og på kroen med at vaske op, når der var travlt. |
|
33 |
Vand-Søren
var træskomand og gift med Vand-Mari. Han
stagede sin robåd gennem bækken ud til søen og
fangede fisk til både eget forbrug og salg.
Byens børn fik sommetider lov at komme med, hvis de var rigtig artige. |
|
34 |
Da Vand-Søren
og Vand-Mari havde sølvbryllup, fik de en gave
fra byen. To store træsko fyldt med flunkende
nye sølv enkroner. Og de stod længe på bordet i den pæne stue til fri beskuelse. |
|
35 |
Bagermester Carl Schultz anlagde en smuk
folkelig have, ”Solbjerghaven” i Røde Mose, hvor
der under krigen var gravet tørv til opvarmning.
Han byggede også selv en smuk villa her – ”Villa
Idyl”. Planen var at tiltrække turister til
området. Derfor byggede han også et lille
stråtækt hus ved indgangen til haven, hvor han
ville sælge is. Men der var konkurrence fra
Afholdshotellet, der også havde et ishus i
hovedgaden, så det blev aldrig den store succes. Til Toppen |
|
36 |
Marion
og Lars – på hver sin Puch model – mødtes i
flokken af unge, der holdt til ved søen. De blev
kærester, ægtepar og forældre og blev boende ved
Solbjerg. |
|
37 |
Allerede fra 1871, da kroen var nybygget, var
Kromanden på Ny Solbjerg Kro aktiv med at
annoncere med salg af heste og kreaturer. Der
var marked den tredie torsdag hver måned på
marken bag kroen. En gang om året var der
dyrskue og så var der fest i byen. Der blev
pyntet op med flag og blomster. På pladsen var
der karruseller, luftgynger, kraftprøve,
kanonfotograf, små telte med slik, godt humør,
en lille flaske med rødt saft i, isvafler osv.
Kroen serverede stor middag med lammesteg,
og bagefter var der dyrskuebal både på kroen og
afholdshotellet. I 1951 var det slut med
markederne i Solbjerg. |
|
38 |
Shultz’
bageri som det så ud, da han overtog det. I 1923
brændte det gamle bageri, og Schultz opførte den
nuværende ejendom med nymodens mansardtag på
Hovedgade 59. Ejendommen har skiftet udseende
flere gange og har haft mange forskellige
funktioner. |
|
39 |
En
fattig karl forelskede sig i gårdmandens smukke
datter. Hans eneste chance for at blive
velhavende nok til at få lov til at gifte sig
med datteren var at finde skatten på søens bund.
Mange nætter lå han i sin båd og trak sit net
henover bunden. En nat sejlede gårdmanden ud på
søen for at overraske og irettesætte karlen.
Vinden var hård, og gårdmanden kæntrede og var
helt sikkert druknet, hvis ikke karlen var
sprunget i vandet fra sin båd og reddede ham.
Historiens lykkelige slutning er, at gårdmanden
belønnede karlen ved at give ham lov til at
gifte sig med datteren. |
|
40 |
Mange
sagn har omtalt en skat i Solbjerg Sø, og mange
har gerne villet finde den. En dykker prøvede,
men fik kun en trækævle med op. Andre fandt kun
nogle hjulfælg, der hvor kisten skulle være
blevet kørt ud på en vogn. Et andet sagn
fortæller om svolbjergfolk, der tog ud i to både
for at ville hæve skatten. De fandt kisten, men
tabte den igen, da det forekom dem, at deres by
stod i flammer. Et andet sagn fortæller, at
skatten blev sænket i Solbjerg sø for at sikre
den mod at falde i fjendens hænder (svenskerne).
Men hidtil har ingen fundet den - så måske er
der noget om snakken! Til Toppen |
|
41 |
Gamle sagn fortæller, at Solbjerg Sø oprindeligt lå i
Jexendalen, og at der ligger en kirke på søens
bund. Der er flere udlægninger af, hvordan søen
blev flyttet, og hvordan kirken endte der. Det
er ikke til at vide, om det var Vorherre,
naturen eller en trold i Solbjerget, der skabte
søen og kastede kirken i vandet, men endnu lever
der folk i vores tid, som mener at have hørt
klokkeklang fra søens bund. Hvad kirken angår,
er der et gran af sandhed i overleveringerne,
men det var på en tør plet i Gammel Solbjerg,
der i sin tid stod en beskeden kirke – den
bygning, der gav navn til Kirkegaard eller via
sproglige forvanskninger til Kærgård. Hvem aner mon forbindelsen til en for længst nedbrudt middelalderkirke, når de i dag haster hen ad Kærgårdsvej? |
|
42 |
Solbjerg sø’s dybeste sted er cirka 19 meter. Er
der noget om snakken, gemmer der sig en kirke på
søens bund? Og er det virkeligt muligt at høre klokkeklang fra søens bund? Ja, hvad skal man tro? Til Toppen |